EPP-Gruppens holdningspapir om tilgangen til en integreret industripolitik

Europa er ved at træffe grundlæggende beslutninger om sin økonomiske fremtid i de kommende år. Kommissionen har opstillet klare ambitioner for den grønne og den digitale omstilling samt for en fornyet industripolitik. For at nå disse mål er det nødvendigt, at de føder ind i hinanden; vi har brug for en balance mellem de forskellige prioriteter, og vi er nødt til at tilpasse de offentlige udgifter og incitamenter efter disse linjer. Mens alle ingredienserne til denne tilgang er til stede i Kommissionens forslag, er der ingen overordnet 10-årig strategi, der vil få os til at nå vores 2030-mål og videre. Men det er uundværligt for Europas små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og store virksomheder for at opretholde planlægnings- og investeringssikkerhed.

Den grønne pagt er den formodede vækstdagsorden, men som vi har set efterfølgende, har vi brug for digitale og industrielle mål på lige fod, da de alle er afhængige af hinanden. En tilgang, der samler alle disse mål i konkrete strategier for industrielle økosystemer, ville være den rigtige integrerede tilgang, og det er det, EPP-gruppen gerne vil se. Det skal være klart, at det ikke er meningen, at dette skal være en planøkonomi. Det, vi har brug for, er at tilbyde alle industrier en konsistent offentlig politik på tværs af forskellige politiske instrumenter, der vil støtte dem gennem disse komplekse omstillinger.

Vi er nødt til at få disse strategier på plads så hurtigt som muligt. Hvis vi havde strategierne nu, kunne vi justere udgifterne og de lovgivningsmæssige prioriteter for 2022. Det ville give os omkring 8,5 år til en monumental transformation. Det er en ekstremt kort tidslinje, som kun kan opnås med en samlet og dedikeret indsats fra både politiske beslutningstagere og virksomheder. For at sige det klart: Uden en komplet og integreret strategi, der styrer alle vores instrumenter, politikker og udgifter, er det usandsynligt, at Europa vil nå sine industrielle, digitale og grønne mål i 2030. Det skyldes især, at den korte tidsramme og de opgaver, der ligger foran os, kan være en udfordring, især for små og mellemstore virksomheder, som er rygraden i den europæiske økonomi.

I dette dokument fremlægger EPP-gruppen hovedlinjerne i sit syn på, hvordan Kommissionens strategi bør gennemføres.

Økosystemet i centrum

EPP-gruppen støtter økosystemtilgangen i den industrielle strategi. Digitale mål og klimamål vil påvirke hvert økosystem forskelligt, og Europas position på det globale marked varierer også på tværs af økosystemerne. For at forblive konkurrencedygtig og opnå strategisk autonomi har hvert økosystem brug for sin egen tilgang.

Ifølge Annual Single Market Report 2021 (ASMR) "omfatter industrielle økosystemer alle aktører, der er involveret i opnåelsen af et bestemt socioøkonomisk mål: fra de mindste start-ups til de største virksomheder, der samarbejder om at opfylde et nyt markedsbehov, forskningsaktiviteterne, der understøtter industriel innovation, lovgiverne, der styrer den økonomiske aktivitet gennem befordrende politikker, til tjenesteudbyderne og leverandørerne." Denne omfattende definition af et økosystem viser tydeligt vigtigheden af en fuldt integreret tilgang. Vi har brug for en strategi, hvor effektive tiltag på tværs af alle disse elementer i økosystemerne arbejder sammen om at styrke økosystemernes konkurrenceevne og vækst. Disse foranstaltninger skal både være skræddersyede til de enkelte interessenter, f.eks. SMV'er, og have en universel karakter, der anvendes horisontalt på tværs af økosystemerne.

Et vigtigt spørgsmål, som opdateringen af strategien rejser, er, om de 14 økosystemer, der blev udvalgt i 2020, stadig er de relevante. På grund af vigtige udviklinger tilføjede Kommissionen afhængighedsperspektivet som et drivende kriterium til sin strategi, men den kunne ikke overbevisende skitsere, hvorfor disse udviklinger ikke ville påvirke udvælgelsen af de 14 økosystemer.

Tilpasning af instrumenter

EU har et helt arsenal af instrumenter til at nå sine mål. Industristrategien er afhængig af industrielle alliancer som kerneinstrument. Det er et eksempel på et dagsordensættende instrument, som bør være kernen i den strategiske tilgang. Dagsordener for konkurrenceevne kan dog kun lykkes, hvis de fører til en integreret tilgang med andre instrumenter.

• Dagsordenssættende instrumenter: Industrielle alliancer, industrielle teknologikøreplaner, europæiske partnerskaber, HEU's strategiplan, sektorielle klimapartnerskaber, TEN, pagt for færdigheder.

• Finansieringsinstrumenter: IPCEI'er, Horizon Europe, europæiske partnerskaber (især fællesforetagender), digitale innovationsknudepunkter, InvestEU, CEF, strategier for intelligent specialisering, nationale genopretningsplaner, Innovationsfonden, Fonden for Retfærdig Omstilling, strukturel og regional EU-finansiering, programmet for det digitale Europa, programmet for det indre marked, Erasmus+.

• Lovgivningsmæssige instrumenter: Bedre regulering, statsstøtte og konkurrenceregler, klimalov, taksonomi, REDII, EED, ETS, AI-forordning, datalov, DGA, DMA, DSA, standardisering, udenlandske subsidier, der forvrider det indre marked.

• Internationale instrumenter: CBAM, handelsaftaler, herunder frihandelsaftaler og partnerskabs- og samarbejdsaftaler, WTO-regler, standardisering, afhængighedsanalyse, globale klimaforpligtelser (global ETS?), partnerskaber med nabolande, energichartertraktaten.

Fuldt integreret strategi

Som det fremgår af ASMR, omfatter økosystemtilgangen "den systemiske betydning af alle de horisontale og vertikale forbindelser mellem økonomiske aktører". Men vi er også nødt til fuldt ud at indarbejde de horisontale og vertikale forbindelser mellem alle relevante instrumenter til støtte for disse økosystemer.

Den nuværende industristrategi mangler denne politiske integration og konkrete handling. Det skaber en risiko for, at foranstaltningernes effektivitet undermineres. Tiltag gennem ét instrument skal normalt understøttes af tiltag i andre instrumenter. Denne støtte kan mangle, når vi ikke har en integreret tilgang.

Økosystemkortlægningerne i ASMR er et rigtig godt udgangspunkt, men de skal udfyldes for alle økosystemer. Vi har kun seks afhængighedsanalyser, vi har kun to pilot Industrial Technology Roadmaps, detaljerne om, hvordan taksonomien vil påvirke et specifikt økosystem, mangler ofte, og ordet "kunne" optræder ofte i fiches. På grund af en afsmittende effekt af taksonomien ser direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) nu også ud til at gælde for SMV'er med en potentielt betydelig administrativ byrde. For at opnå en overgang er vi nødt til at kende behovene i et økosystem og lave en strategi for, hvordan vi leverer dem. Det kræver på den ene side ambitiøse teknologikøreplaner for alle økosystemer for at styre den F&U, der er nødvendig for nye teknologier. På den anden side har vi brug for tæt overvågning af økosystemernes behov for infrastruktur og færdigheder.

For at tage kvanteteknologi som eksempel, er det lykkedes os at indføre en øremærkning til kvanteteknologi på 1 mia. euroi Horizon Europe-programmet. Derudover kommer der betydelige midler fra Digital Europe-programmet, og flere fællesforetagender er relevante, for eksempel Key Digital Technology Joint Undertaking. Sammen med det nyligt dannede Quantum Industry Consortium (QuIC) er vi nu nødt til at sikre, at der skabes en fælles ledelsesstruktur, herunder relevante kommissionstjenester og interessenter, for at styre investeringen med klare 2030-mål. Det vil gøre det muligt for os ikke blot at opnå de så vigtige teknologiske fremskridt på dette område, men også at udgøre en afgørende innovationsinfrastruktur for mange andre sektorer.

Som ASMR påpeger, udvikler økosystemerne sig desuden "på den samme baggrund: et integreret indre marked". Når vi sætter overordnede ambitioner for det indre marked og dets deltagere, som f.eks. en taksonomi for bæredygtige investeringer eller en revision af statsstøttereglerne, uden en integreret strategi for økosystemerne, kan disse store ambitioner virke mod hensigten, da de kan lukke vigtige døre for specifikke økosystemer. Et andet element, der skal overvejes, er konsekvenserne af valg i ét økosystem for andre økosystemer (f.eks. vil stor afhængighed af brint i én transportsektor påvirke tilgængeligheden af brint i andre sektorer). Endelig bør der indgå klare planer for minimering af bureaukrati og den administrative byrde. I forbindelse med dette er revisionen af rammerne for statsstøtte. Revisionen er for langsom og for fragmenteret. Forslagene til revision af IPCEI-reglerne synes stadig at være for konservative. Offentlige og private investeringer vil blive bremset, hvis Europa ikke skaber klarhed om statsstøttereglerne, især for SMV'er. I betragtning af øjeblikkets kompleksitet og hastende karakter er vi nødt til at lægge dogmatiske holdninger til statsstøtte bag os og overveje hele spektret af muligheder, fra midlertidig suspension af statsstøtteregler i specifikke sektorer til en fuldstændig lovgivningsmæssig revision af statsstøtteregler i andre sektorer.

Hvad vi ønsker at gøre

Som et sidste skridt har vi brug for en klar operationalisering af alle løsningerne. At færdiggøre analysen vil bringe os på rette spor, men implementeringsdetaljerne vil være afgørende. For at gå fra Kommissionens strategi til EPP's tilgang er det nødvendigt med en række skridt:

• Kommissionen bør færdiggøre analyserne for alle økosystemer så hurtigt som muligt.

• Kommissionen er nødt til at revurdere udvælgelsen af de 14 økosystemer.

• Kommissionen skal årligt overvåge infrastrukturbehovene.

• Økosystemerne skal levere en klar teknologisk køreplan.

• Budgetmyndighederne skal udvise fleksibilitet i den årlige budgetprocedure og i midtvejsevalueringerne af EU-programmerne for at sikre, at EU's finansieringsprioriteter kan reagere på resultaterne af køreplanerne og infrastrukturbehovene.

• Lovgiverne er nødt til kritisk at vurdere lovgivningen og anvende alle nødvendige værktøjer til bedre lovgivning, især SMV-testen, især for "Fit for 55"-pakken og de digitale filer (DGA, DSA, DMA), for at sikre, at de er i overensstemmelse med analysens resultater.

• Kommissionen skal sammen med medlemsstaterne fremlægge en køreplan for at opnå en reduktion på mindst 30 procent i de administrative byrder, der påvirker europæiske virksomheder og især SMV'er, for at mindske omkostningspresset og fremme konkurrenceevnen.

• Rammerne for statsstøtte skal revideres, så de passer til den globale konkurrence, og det haster ekstremt.

• Kommissionen skal fortsætte evalueringen af strategiske afhængigheder og fremlægge en handlingsplan for, hvordan man styrker de europæiske økosystemers globale indbyrdes afhængighed.

• Kommissionen skal levere en strategisk pakke, der styrker det indre marked, tager hånd om udenlandske subsidier og overtagelser og gør reglerne for offentlige indkøb klar til fremtiden, så det, vi producerer og udvikler i EU, også beskyttes af EU.

Et eksempel: Ren luftfart

Luftfartssektoren er i øjeblikket fanget i en perfekt storm: økonomisk aktivitet kollapsede på grund af COVID-19, bæredygtighedsmålene for sektoren er enorme, og konsekvenserne af digitaliseret global transport vil udfordre eksisterende forretningsmodeller. Det gør den til en perfekt case til at illustrere behovet for en integreret tilgang.

Under den industrielle strategi er sektoren inkluderet i Aerospace and Defence Ecosystem. Men sektoren er også tæt forbundet med andre økosystemer, for eksempel "Energy - Renewables Ecosystem" og "Mobility - Transport and Automotive Ecosystem". Investeringer nu i CO2-neutrale teknologier vil højst sandsynligt ikke resultere i de nødvendige emissionsreduktioner i 2030 og er bundet til beslutninger i andre økosystemer. Hvis vi ønsker at bruge syntetiske brændstoffer, der er implementeret inden 2030 for at nå disse mål, vil det lægge pres på tilgængeligheden af energi og råmaterialer til produktion af elektriske fly og andre sektorer. Hvis vi bruger energi på at producere emissionsfri brint for at dekarbonisere de energiintensive industrier, vil det lægge pres på den energi, der er til rådighed for luftfartsindustrien. Joint Undertaking on Clean Aviation, der er etableret under Horizon Europe, vil levere renere teknologier til 2030, men det skal afstemmes med de investeringer, som Alliancen foreslår. I mellemtiden vil fællesforetagendet og alliancen skulle modtage finansiering fra de samme kasser i den private sektor, som i øjeblikket er hårdt ramt af en hidtil uset krise i sektoren. I mellemtiden er den foreslåede EU-finansiering under Horizon Europe til dette partnerskab ikke på højde med det nødvendige niveau på dette område. Derfor skal supplerende finansieringskilder identificeres og forbindes med partnerskabet for at optimere brugen af den bredere MFF-finansieringsramme til de centrale "Green Deal"-mål, der forfølges under partnerskabet, og for at stimulere de nødvendige private investeringer. Er der behov for yderligere målrettede IPCEI'er? Samtidig er planerne om muligvis at integrere luftfarten i ETS endnu ikke nævnt i strategien, og der er bekymring for, at EU's taksonomi ikke er udformet på en måde, der giver mulighed for at finansiere alle muligheder for at dekarbonisere luftfarten. Det lægger pres på private F&U-investeringer på et tidspunkt, hvor vi har allermest brug for dem. Som mange andre økosystemer i strategien skal luftfarten desuden integreres i EU's internationale handelsaktiviteter, i finansierings- og statsstøtteordninger samt i uddannelsesinitiativer for at forbedre færdighederne. Opdateringen af strategien var en vigtig start for sektoren, men dette korte overblik viser, hvor vi stadig har brug for en betydelig indsats for at nå frem til en virkelig integreret tilgang.