Hun sagde ikke nej

En mand stjæler en telefon fra en kvinde. Ved retssagen er hans forsvar: "Hun sagde ikke nej." Han bliver fundet skyldig. En mand voldtager en kvinde. Ved retssagen er hans forsvar det samme: "Hun sagde ikke nej." Manden kan gå fri. Sådan er det i bund og grund i 13 EU-lande. Denne foruroligende virkelighed ligger til grund for sager som den om Gisèle Pélicot, en fransk kvinde, der blev bedøvet og voldtaget gentagne gange af sin mand og mere end 50 andre i sit hjem i løbet af ti år. Det er utroligt, at hendes overfaldsmænd ikke blev straffet.

Hvordan er det muligt? Det er forfærdeligt enkelt. Frankrig er en af de EU-medlemsstater, der har modsat sig at gøre samtykke til hjørnestenen i Europa-Kommissionens direktivs definition af voldtægt. I stedet definerer fransk lov voldtægt som enhver seksuel handling begået "ved vold, tvang, trussel eller overraskelse". Uden denne vigtige eksplicitte henvisning til samtykke giver loven kvinder en spinkel og upålidelig beskyttelse.

Fransk lov definerer voldtægt som enhver seksuel handling begået "ved vold, tvang, trussel eller overraskelse". Uden den vigtige eksplicitte henvisning til samtykke giver loven kvinder en spinkel og upålidelig beskyttelse.

Hvad er resultatet? Selvom voldtægter er hyppige - Frankrig registrerede 25.000 anmeldte voldtægter sidste år - er det fortsat sjældent, at der falder dom. I Gisèle Pélicots tilfælde blev hendes overgrebsmænd udelukkende dømt på grund af videobånd, der blev fundet i hendes mands besiddelse, og hans egen tilståelse. Uden disse beviser ville retssystemet have gjort det alarmerende nemt at hævde, at "hun ikke sagde nej".

Nogle vil måske hævde, at "nej" bare er et ord, men tallene fortæller en tankevækkende historie. De franske myndigheder registrerede 114.000 ofre for seksuel vold sidste år, herunder de 25.000 anmeldte voldtægter. Eksperter mener dog, at disse tal er konservative, da de fleste voldtægter ikke bliver anmeldt på grund af utilstrækkelige beviser. I voldtægtssager er det ofte svært at indsamle håndgribelige beviser. Hvis samtykke ikke indgår i definitionen af voldtægt, er det så underligt, at ca. 80 procent af kvinderne ikke anmelder det?

Uden samtykkeelementet må 80 procent af de ofre, der anmelder, se deres sag blive droppet, før den overhovedet er blevet efterforsket. Hvilken chance har kvinder, når definitionen af voldtægt er snæver, inkonsekvent og åben for "hun sagde ikke nej"-forsvaret?

Samtykkebaseret voldtægtslovgivning findes allerede i Tyskland, Sverige og andre europæiske lande. Efter at Sverige indførte den i 2018, ledsaget af en kampagne, der understregede, at "Sex er altid frivilligt; hvis ikke, er det en forbrydelse", steg antallet af voldtægtsanmeldelser, og antallet af domme steg med 75 procent.

Lad os være ærlige. Vi har alle længe vidst, at voldtægt, som er en af de mest afskyelige forbrydelser, ikke altid begås af fremmede i mørket under trussel med pistol eller kniv. To tredjedele af voldtægterne sker i private hjem, i lyset og uden åbenlys vold. Det ved vi godt, men alligevel skal der frygtelige sager til som La Manada-sagen i Spanien i 2016 og nu Gisèle Pélicot-sagen i Frankrig for at bringe dette afgørende element af samtykke frem på forsiderne. På trods af overvældende beviser og offentligt pres går det stadig langsomt fremad. Dybtliggende kønsstereotyper, økonomisk afhængighed og mangel på støttesystemer, især i landområderne, skaber barrierer for ofre, der søger retfærdighed. Frygt for stigmatisering og utilstrækkelige rapporteringssystemer betyder, at over to tredjedele af ofrene forbliver tavse.

To tredjedele af voldtægterne sker i private hjem, i lyset og uden åbenlys vold. Det ved vi, men alligevel skal der forfærdelige sager til som La Manada-sagen i Spanien i 2016 og nu Gisèle Pélicot-sagen i Frankrig for at bringe dette vigtige element af samtykke frem på forsiderne.

Universelt accepterede love, der bygger på en klar, samtykkebaseret definition af voldtægt, ville bryde denne tavshed. Det ville betyde, at vi endelig kunne beskytte ofre som Gisèle Pélicot og de tusindvis af andre ofre, som i øjeblikket føler, at loven, i stedet for at forsvare dem, er et lotteri og - som regel - er imod dem.

Europa-Parlamentet er sammen med EPP-gruppen forpligtet til at sikre en fremtid, hvor ingen kvinders lidelser mødes med tavshed eller tvetydighed. Lad os den 25. november, på den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, forpligte os til at gøre en ende på "hun sagde ikke nej"-forsvaret. Alle kvinder ved, at tavshed ikke er samtykke. Lad os ikke være tavse om det.