Georgiens kamp for frihed er en del af Europas modstand mod russisk imperialisme

I mere end 100 vinterdage og -nætter har Georgiens mest beslutsomme borgere gjort modstand mod Bidzina Ivanishvilis pro-russiske regime. Deres fredelige kamp handler om et enkelt, men afgørende valg: at vende tilbage til Rusland eller bevæge sig fremad mod EU. Den eneste måde at løse denne krise på er gennem nye frie og retfærdige valg under behørigt internationalt tilsyn - men Georgien har brug for fast EU-støtte for at opnå dette.

Fra Tbilisi er budskabet til EU's hovedstæder og Europa-Kommissionen klart: Georgiens kamp for frihed er en integreret del af Europas bredere modstand mod russisk imperialisme.

Ved at støtte georgierne hjælper vi ikke kun Ukraine, Moldova og Armenien - vi styrker også Den Europæiske Union og forsvarer dermed os selv.

Det nylige historiske skift i Washington svækker på ingen måde de frihedselskende georgieres vilje til at forsvare deres land mod forsøg på at bringe Georgien tilbage under Kremls indflydelse og stoppe dets europæiske vej.

Det nylige historiske skift i Washington svækker på ingen måde de frihedselskende georgieres vilje til at forsvare deres land mod forsøg på at bringe Georgien tilbage under Kremls indflydelse og stoppe dets europæiske vej.

Befolkningen er fortsat beslutsom. Men situationen i Georgien er dyster. Bidzinas regime og de borgere, der protesterer mod det, er verdener væk fra hinanden. Bidzina har ingen interesse i Europa. EU's regler og værdier er i konflikt med hans mål om at holde fast i magten og beskytte de milliarder, han har tjent i Rusland.

Bidzinas interesser er på linje med Kremls, hvilket gør det vanskeligt at finde effektive midler til at tvinge regimet til at afholde frie parlamentsvalg, så det georgiske folks sande vilje med hensyn til deres fremtid kan komme til udtryk. Desværre er EU's medlemslande ikke enige om Georgien.

De dårlige nyheder

Viktor Orbáns Ungarn er det georgiske regimes stærkeste allierede i EU og underminerer aktivt den fælles indsats. Ungarn er en notorisk sabotør og blokerer for fælles sanktioner mod Bidzina og andre personer, der er ansvarlige for undertrykkelse, anholdelser og politisk fængsling.

Derudover vælger en anden gruppe lande at ignorere regimets autoritære udvikling og prioriterer kortsigtet stabilitet frem for demokratiske værdier - ligesom de engang gjorde med Putin før 2022. Deres holdninger stammer fra forretningsinteresser og træthed over EU-udvidelsen. Desværre er Sydkaukasus, herunder Georgien, stadig en eftertanke for nogle vestlige politikere, der stadig betragter det som værende uden for EU's kredsløb.

Som altid forstår de baltiske lande, de nordeuropæiske lande og Holland situationen bedst, og der er store forhåbninger til Tysklands nye regering.

Frankrig har også dybe bånd til Sydkaukasus - både på grund af præsident Salome Zourabishvilis indsats og de historiske forbindelser til den armenske diaspora.

Situationen er blevet endnu mere skrøbelig efter de seneste blandede signaler fra Washington D.C. USA, som var en stærk fortaler for Georgiens proeuropæiske fremtid, står i dag på randen. Samarbejdet mellem EU og USA er afgørende for stabiliteten i hele regionen, som er truet af Ruslands imperiale ekspansion. Georgien er ingen undtagelse.

Indtil for nylig spillede USA en afgørende rolle i at støtte uafhængige medier og styrke civilsamfundet gennem NGO'er. Nu, hvor USAID's aktiviteter er indstillet, er den støtte helt forsvundet. I forsøget på at løse et mindre problem har USA i stedet afbrudt en vital livline - og forkrøblet Georgiens prodemokratiske bevægelse, når den har allermest brug for hjælp. Det er mit oprigtige håb, at suspensionen er midlertidig, og at USA vil genoptage sin rolle som den vigtigste støtte til demokratier og civilsamfund, der modstår autoritære styreformer.

Seneste slag mod demokratiet

Som alle autokrater har Bidzina for længst overtaget kontrollen med de store statslige medier. Et af de mest smertefulde angreb på demokratiet for nylig var overtagelsen af Georgiens største oppositionelle tv-kanal, Mtavari, af forretningsinteresser, der er loyale over for Bidzina . Kanalen er nu helt holdt op med at sende. Andre uafhængige medier bliver langsomt kvalt, truet og undertrykt. Snesevis af journalister er blevet angrebet og vilkårligt tilbageholdt; nogle sidder fortsat bag tremmer under usikre forhold, som Mzia Amaglobeli, der er blevet symbolet på Georgiens modstand.

Et symbolsk, men dybt bekymrende tegn på den ændrede situation: Under Georgiens fejring af årsdagen for den sovjetiske invasion, hvor bolsjevikkerne knuste landets uafhængighedsbevægelse i begyndelsen af det 20. århundrede. Traditionelt blev denne dag markeret ved et monument dedikeret til begivenheden med udenlandske ambassadører til stede.

Denne gang var ikke kun den amerikanske ambassade fraværende, men også amerikansk militærpersonale, som tidligere altid havde deltaget for at vise deres respekt.

Det er dybt bekymrende ændringer, som kan få alvorlige konsekvenser ikke bare for regionen, men også for hele Europa.

Donald Trump er Bidzinas største håb, og det lægger de ikke skjul på. Lad os håbe, at Washington vil skuffe dem.

Regimet følger Lukashenkos vej og ændrer dagligt love for at undertrykke demonstranter. Folk, der vender tilbage fra demonstrationer, bliver angrebet individuelt. Forsvars- og udenrigsministeriet bliver udrenset for provestlige embedsmænd - Bidzinas regimes primære mål.

Frygt, aggression og løgne - den samme velkendte drejebog, som Kreml-orienterede regimer bruger.

Er der stadig håb?

Det spørger folk ofte om.

Indtil videre er svaret ja.

Præsident Salome Zourabichvili er blevet den ubestridte leder af modstanden. Oppositionspartiernes ledere og civilsamfundets repræsentanter har også fuldt ud forstået situationens alvor. Deres rolle er afgørende; de trækker sig ikke tilbage, og de er urokkelige: "Dette er vores land, og vi må forsvare det."

Foråret er på vej

Georgierne er overbevist om, at de har "udholdt de kolde vinterdage og -nætter på gaderne - vi vil udholde foråret endnu mere".

De forstår, at Ukraines skæbne nu er mere afgørende end nogensinde for deres egen fremtid.

De kommende dage kan afgøre alt.

Desuden er vores budskab i sidste ende det samme som den britiske regerings i 1939: Vi opfordrer det georgiske folk til at "bevare roen og fortsætte!"

Præsident Salome Zourabichvili er blevet den ubestridte leder af modstanden. Oppositionens partiledere og repræsentanter for civilsamfundet forstår også fuldt ud situationens alvor. Deres rolle er afgørende; de trækker sig ikke tilbage, og de er urokkelige: "Dette er vores land, og vi må forsvare det."