EU's migrationspolitik er ikke god nok

Ekstraordinært migrationstopmøde skal få gang i vigtige reformer i lyset af den store tilstrømning af migranter

Europa går i øjeblikket søvngængeragtigt ind i den næste migrationskrise. Alene sidste år ankom mindst 330.000 illegale migranter til Europa - det er over 60 procent flere end i 2021 og flere end på noget andet tidspunkt siden 2015 og 2016. Disse tal er uacceptable og viser, at de eksisterende europæiske migrationspolitikker har slået fejl. En nylig undersøgelse fra Eurobarometer viste, at 70 % af europæerne er bekymrede for migrationens indvirkning på deres liv. Det særlige migrationstopmøde er en afgørende mulighed for at genoplive en ødelagt migrationsdagsorden.

Vi er optaget af to centrale søjler: For det første har vi brug for en stærk beskyttelse af vores ydre grænser. Vi har brug for en fuldt operationel og styrket grænse- og kystvagt (Frontex). Det er staten, ikke mafiaen, der bestemmer, hvem der kommer til Europa, og hvem der ikke gør. Hvis vi ønsker at bevare den frie bevægelighed inden for EU, skal folk vide, at de ydre grænser er beskyttede.

Efter vores mening betyder det også, at der skal bygges hegn, hvor det er nødvendigt. Da diktatoren Lukashenko begyndte at bruge migranter til at angribe Europa som en del af Ruslands hybridkrig, nægtede Europa-Kommissionen at finansiere det med EU-midler. Det er simpelthen en realitet inden for grænsebeskyttelse, at hvis vi ønsker at kontrollere, hvem der kommer ind i EU, har vi brug for infrastruktur. At afvise europæiske midler til dette er en fejltagelse.

Samtidig skal vi endelig lykkes med at returnere mennesker, der ikke har ret til at blive. Mere end halvdelen af de mennesker, der ankommer, vil aldrig få en formel asylstatus i Europa, og det gælder især for dem, der rejser via de sydlige ruter. Deres eneste mulighed er illegalitet. Det er umenneskeligt og uacceptabelt. Europa-Kommissionen har ikke gjort nogen fremskridt på dette område i de seneste år. Det er simpelthen ikke godt nok.

Ligesom situationen omkring eftersøgnings- og redningsoperationer ikke er god nok. Det er ikke holdbart, at vi overlader det til NGO'er at patruljere den sydlige søgrænse. Civilsamfundets engagement er velkomment, men vi har brug for et klart regelsæt, defineret af EU. Det er derfor, vi opfordrer til et adfærdskodeks for NGO'er, der udfører eftersøgnings- og redningsopgaver.

Den anden søjle, ud over beslutsomhed ved grænsen, er europæisk solidaritet og hjælp til dem, der har brug for beskyttelse. Med flygtningene fra Ukraine har Europa bevist, at det er i stand til og villig til at udvise massiv solidaritet. Millioner af europæere tilbød generøst hjælp til folk fra Ukraine med mad og husly, penge og generatorer. Hvis folk ved, at den ydre grænse er bevogtet, er de villige til at hjælpe dem, der har brug for det.

Migrationskrisen er en fælles europæisk udfordring, som vi må løfte i fællesskab. Modtagekapaciteten i Nordvesteuropa er overfyldt, og når foråret kommer, vil ankomsterne i syd nå endnu højere niveauer. Med truslen fra Rusland og Tyrkiet om at bruge migranter som våben for at forstyrre EU, er det klart, at ingen længere kan se væk.

Vi har brug for en langsigtet problemløsningsstrategi i stedet for en permanent spiral af indignation. I stedet for at eskalere, som Frankrig gjorde, da de tog imod en enkelt flygtningebåd med 234 mennesker om bord, bør vi fokusere på solidaritet og ikke tabe det store billede af syne. Til sammenligning så Italien over 100.000 migranter ankomme over Middelhavet alene sidste år.

Tyskland og Frankrig lovede Italien, at de ville tage over 7.000 migranter som en del af den frivillige solidaritetsmekanisme. Har de leveret varen? Overhovedet ikke! Kun 202 mennesker fra Italien blev flyttet til Tyskland og Frankrig under denne mekanisme. Vi har brug for mere end solidaritet på papiret fra Paris og Berlin.

Endelig er vi nødt til at genoverveje, hvordan Europa kan forhindre folk i at foretage den farlige overfart i første omgang. Der er en stor rolle at spille for den økonomiske udviklingspolitik og den internationale handel. Men den simple kendsgerning vil forblive, at folk ønsker at komme til Europa. Det er derfor, vi mener, at den gamle idé om registrerings- og modtagelsescentre uden for europæisk territorium bør genoplives. Så mange mennesker som muligt skal vide, hvad deres perspektiver er, før de risikerer deres liv.

Vi står ved den grundlæggende ret til asyl, som er et definerende princip i vores forhold til resten af verden. Vi er et kontinent af frihed og solidaritet. Samtidig har omfanget og kompleksiteten af migration ændret sig radikalt. Europa har endnu ikke tilpasset sig denne nye virkelighed. Det er det, der skal gøres på det særlige topmøde den 9. og 10. februar.