122196
PRIORITY

Energi, beskæftigelse og konkurrenceevne: et Europa der former fremtiden

Europæerne forventer ikke blot et EU, der beskytter, men også et ambitiøst EU, der går forrest og former verden af i dag. EPP har været med i førerfeltet siden den europæiske integrations begyndelse; nu ønsker vi at føre EU ind i fremtiden. Vores sociale markedsøkonomi har fået Europa op i omdrejninger, uden at nogen er blevet hægtet af. Hvad enten det gjaldt kul, fragtskibe eller data har vi skabt succeser ved at nedbryde de barrierer, der adskilte os. Vi ved, at Europa kan være kontinentet for den næste digitale bølge og det globale knudepunkt for teknologisk innovation. Dette potentiale giver os et enormt ansvar: Vi skal skabe kvalitetsjob, styrke vores partnerskaber med demokratier rundt om i verden og beskytte vores uafhængighed. Vi skal forstå at frigøre Europas potentiale til at forme vores fremtid.

Energi, beskæftigelse og konkurrenceevne: et Europa der former fremtiden

Vi skal beskytte

  • eksisterende arbejdspladser og sociale standarder mod illoyal konkurrence såsom social dumping, og skabe et erhvervsvenligt klima, der fremmer iværksætterånden, med en konkurrenceevnestrategi for Europa.
  • EU's energisikkerhed og rimelige energipriser med en energiunion med mere indenlandsk energi, en strategisk importstrategi og større investeringer i grænseoverskridende energiinfrastruktur såsom en europæisk brint-rygrad og et tilstrækkeligt europadækkende el-net, der forbedrer el-markedets udformning for at sikre stabile priser og forbrugerbeskyttelse.
  • vores erhvervsklima ved at vedtage en handlingsplan for at mindske regelbyrden med mindst en tredjedel i alle sektorer for at give vores virksomheder mulighed for at blomstre.
  • vores klima ved at støtte og yde finansiering til virksomheder, herunder SMV'er, der kan omstille sig til mere bæredygtige praksisser og understøtte dem i deres bestræbelser på at reducere udledningen.
  • europæiske interesser i hele verden med velstrukturerede handelsaftaler i overensstemmelse med vores europæiske interesser, værdier og standarder, f.eks. med Mercosur, Australien og Afrika, med fokus på kritiske råstoffer og tættere samarbejde med ligesindede partnere i en Union af demokratier.
  • vores grundlæggende rettigheder i den digitale verden ved at håndhæve retsakterne om det digitale marked og digitale tjenester, så internettet gøres til en sikrere, mere gennemsigtigt og retfærdigt markedsplads og ved at ajourføre EU's charter om grundlæggende rettigheder i lyset af den digitale revolution.

Vi skal skabe

  • nye kvalitetsjob for europæerne, så miljøbølgen bliver til det grønne guld: vi ønsker at frigøre offentlige og private investeringer i innovation inden for rene teknologier med en investeringsplan for europæiske job, der opfordrer medlemsstaterne til at opnå en samlet investering på 4 % af BNP i forskning og udvikling.
  • en udsending for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) med direkte mandat til at føre tilsyn med anvendelsen af SMV-testen på al EU-lovgivning og skabe et opstarts- og SMV-venligt forretningsmiljø.
  • kvinders muligheder for at blive iværksættere og selvstændige, herunder karriere inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik (STEM). Selv om kvinder udgør halvdelen af EU's befolkning, er kun ca. 35 % af EU's selvstændige erhvervsdrivende og 30 % af virksomhedsejerne kvinder. At skabe et erhvervsklima med flere kvindelige iværksættere er også afgørende for den europæiske konkurrenceevne og innovationskraft.
  • et europæisk initiativ vedrørende kritiske råstoffer med strategisk kortlægning af globale forsyningskæder. EU har brug for en plan for at øge Europas selvforsyning, navnlig til at kunne producere rene teknologier såsom elektriske køretøjer.
  • en omfattende industristrategi til at skabe incitament til tilbageflytning af strategiske værdikæder inden for EU og dermed skabe europæisk genindustrialisering.
  • et "CERN" for kunstig intelligens som et decentraliseret institut, der vil sammenknytte europæiske ressourcer og ekspertise for at gøre Europa til det nye knudepunkt for etisk og menneskecentreret udvikling af kunstig intelligens og digital innovation.
  • et europæisk digitalt netværk, der udruller næste generation af sikker digital infrastruktur og hardware i alle europæiske regioner, herunder 5G og 6G, og fastsætter bindende mål, som medlemsstaterne skal opfylde.
  • et europæisk konvent til at tilpasse EU til nutidens udfordringer og behov. EU bør træde til dér, hvor den kan tilføre en merværdi, mens det overlades til medlemsstaterne at behandle spørgsmål, der bedst forvaltes på nationalt, regionalt eller lokalt plan i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Vi skal styrke

  • vores virksomheders konkurrenceevne med en EU-konkurrenceevnekontrol af alle nye EU-politiske initiativer med henblik på at vurdere lovgivningens kumulative indvirkning på virksomheder og deres miljø og oprette et rådgivende EU-organ for konkurrenceevne, der skal fremsætte forslag til aktiv forbedring af EU's konkurrencestilling.
  • vores indre marked ved at tilpasse det til det 21. århundrede, nedbryde de resterende hindringer, fremme digitaliseringen, fuldføre det indre marked for tjenesteydelser og uddybe energimarkedet. Vi vil også presse på for mere harmoniserede regler blandt medlemsstaterne, et fuldt integreret energimarked og et harmoniseret telekommunikationsmarked.
  • færdiggørelsen af det digitale indre marked, fremme af digital innovation med en teknologineutral tilgang og uden overregulering, for at blive konkurrencedygtig i den digitale verden.
  • fremskyndelsen af integrationen af EU's kapitalmarkeder for at give vores SMV'er, husholdninger og borgere mulighed for at drage fordel af bedre adgang til lån og flere investeringsmuligheder, herunder integration af detailmarkedet for forbrugere. Dette vil være vejen til at opnå vores grønne og digitale omstilling.
  • vores økonomi med gennemsigtige, begrænsede og tilgængelige lovlige migrationsadgangsveje til gavn for både EU og oprindelseslandene. Vi bør forbedre EU's migrationspolitik for at tiltrække de bedste talenter fra hele verden, afhjælpe manglen på arbejdskraft og sætte skub i den økonomiske vækst.
  • vores Europæiske og Monetære Union: vi står for ansvarlig budgettering, bæredygtige finanspolitikker, retfærdighed mellem generationerne og en stærk og stabil euro. Det indebærer også, at stabilitets- og vækstpagten skal tilpasses til tiden efter krisens ophør for at sikre monetær og finansiel stabilitet.
  • europæerne gennem kunstig intelligens: vi skal arbejde på at sikre, at kunstig intelligens lever op til etiske standarder, samtidig med at vi støtter innovation og nye teknologier og udnytter kraften i kunstig intelligens til at skabe kvalitetsjob og en bedre tilværelse for vores borgere.