EPP-Gruppens holdning til international handel

19.02.2019

EPP-Gruppens holdning til international handel

Publikation picture

EU går forrest i udviklingen af en fri og fair verdenshandel. Det fremgår af vores talrige handelspartnerskaber på verdensplan og det stærke engagement i det multilaterale system i Verdenshandelsorganisationen (WTO). I lyset af de aktuelle udfordringer skal EU gribe muligheden for aktivt at nå ud til partnere i hele verden for at forfølge en ambitiøs handelsdagsorden i en global sammenhæng. Handelspolitikken er et vigtigt supplement til udenrigspolitikken såvel som den interne og eksterne sikkerhed, der fremmer den globale udvikling og udbreder vores europæiske værdier på den globale scene, styrker EU's strategiske partnerskaber og bidrager til at opbygge nye alliancer.

Vi vil forme globaliseringen og inddrage borgerne

Globalisering og åbne markeder har i betydelig grad forbedret levestandarden og mindsket fattigdommen i EU og i hele verden. Vi er fortsat engageret i udformningen af EU's handelspolitik med henblik på at dele globaliseringens fordele mere ligeligt. Europæiske virksomheder, der importerer og eksporterer inden for de globale værdikæder, øger konkurrenceevnen, beskæftigelse og vækst og giver flere valgmuligheder og lavere priser for forbrugerne, samtidig med at de opfylder borgernes behov. Vi går ind for fri, regelbaseret og værdibaseret handel, og vi ønsker at opretholde lige vilkår, beskytte og fremme vores høje EU-standarder som standardsætter for international handel samt fremme grundlæggende principper for demokrati og menneskerettigheder i en ånd af gensidighed og til gensidig fordel. En styrkelse af vores konkurrenceevne og eksport på verdensplan er nøglen til at sikre nye arbejdspladser. EU's handelsaftaler skal indeholde effektive bestemmelser for små og mellemstore virksomheder, der tegner sig for 30 % af EU's eksport og er drivkraft for beskæftigelse, vækst og innovation. Samtidig vil vi altid sikre beskyttelsen af vores offentlige forsyningstjenester og offentlige tjenester samt udelukke audiovisuelle tjenester. Vi anmoder alle aktører om at udvikle en bedre kommunikationsstrategi for Unionens handelspolitik for at inddrage borgerne. Vi ønsker gennemsigtighed og åbenhed i alle faser af forhandlingerne, men forsvarer fortrolighed, hvor den er nødvendig, for at opnå de bedst mulige forhandlingsresultater.

Handelspolitik er en vigtig EU-kompetence. I den forbindelse har EU-Domstolens udtalelse om frihandelsaftalen med Singapore styrket Europa-Parlamentets demokratisk legitime rolle og skabt klarhed om EU's beføjelser i almindelighed. Gruppen glæder sig over Rådets forslag om en generel fremtidig udformning af handelsaftaler. Vi opfordrer Kommissionen til i forbindelse med forelæggelsen af de endelige aftaler til undertegnelse og indgåelse, og Rådet til fuldt ud at respektere kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne, når der træffes beslutning om undertegnelse og indgåelse af fremtidige aftaler.

Vi ønsker en værdibaseret handelspolitik og fremme af bæredygtig udvikling

Vi ønsker en ansvarlig, værdi- og regelbaseret handelspolitik. Den bør dog ikke overbebyrdes med spørgsmål, der ikke er direkte forbundet med international handel. Den vellykkede revision af EU's forordning om bekæmpelse af tortur, EU's nye forordning om konfliktmineraler og den stadig igangværende omarbejdning af EU's forordning om kontrol med udførsel af produkter med dobbelt anvendelse vil bidrage til at styrke menneskerettighederne og forbedre de lokale forhold og samtidig undgå bureaukrati for europæiske virksomheder.

Vi ønsker at fremme en bæredygtig udvikling ved at forhandle økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er), der kombinerer europæiske interesser og interesserne hos landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), og som fremmer udvikling ved at fremme regional integration, skabe muligheder for handel og investeringer, forbedre den økonomiske styring og mindske fattigdommen. Vi er overbevist om, at alt undtagen våben (EBA), den generelle toldpræferenceordning (GSP) og GSP+ er gode redskaber til at støtte udvikling og økonomisk vækst. EPP-Gruppen glæder sig over forslagene om at styrke EU's partnerskab med Afrika på langt sigt med et omfattende frihandelsområde for de to kontinenter. Vi støtter planerne om at øge den disponible finansiering til tilsvarende projekter i den næste flerårige finansielle ramme (FFR) for at øge samhandelen med EU og realisere dets fulde potentiale samt for at stimulere offentlige og private investeringer, job og uddannelse.

Kapitlerne om handel og bæredygtig udvikling i EU's frihandelsaftaler er velegnede og effektive redskaber til at fremme relevante internationale standarder for arbejds- og miljøbeskyttelse, den generelle vurdering af menneskerettighedsprincipperne og god regeringsførelse ved tæt at inddrage civilsamfundet på grundlag af dialog og samarbejde. De eksisterende bestemmelser om handel og bæredygtig udvikling er bindende og omfattende. De styrker det multilaterale system og er underlagt en særlig, gensidigt anerkendt tvistbilæggelsesordning. Vi glæder os over Kommissionens uofficielle dokument om at gøre gennemførelsen og håndhævelsen af EU's kapitler om handel og bæredygtig udvikling mere effektiv.

Vi foretrækker en multilateral tilgang, men støtter samtidig forhandlinger om frihandelsaftaler

Efter vores opfattelse udgør det multilaterale handelssystem, der ligger i WTO, langt den bedste ramme for at opnå fri og fair handel på verdensplan i overensstemmelse med retsstatsprincippet. Frihandelsaftaler er kun det næstbedste, men nødvendige, alternativ. Vi forventer, at WTO-dagsordenen skubbes fremad med fuld kraft, samtidig med at vi bevarer vores høje europæiske standarder på alle områder. Der skal tages tilstrækkelig hensyn til EU-producenternes interesser, herunder dem i regionerne i den yderste periferi, og interesserne hos de oversøiske lande og territorier (OLT'er), der er tilknyttet EU. Vi er fortsat stærkt engageret i et bindende tvistbilæggelsessystem og et uafhængigt appelorgan, som er afgørende for, at WTO kan fungere efter hensigten. Derfor er vi bekymret over spørgsmålet om udestående udnævnelser i WTO's appelinstanser og opfordrer vores internationale partnere til at genoptage arbejdet med at udpege nye dommere til appelorganet. Samtidig er vi rede til fortsat at drøfte mulige forbedringer af WTO med vores internationale partnere. Vi mener derfor, at den nylige politiske aftale om handelsforbindelserne mellem EU og USA udgør et godt grundlag for et tæt samarbejde med ligesindede partnere om at reformere WTO og bekæmpe illoyal handelspraksis. Vi støtter, at Kommissionens foreslår en samlet tilgang til modernisering og styrkelse af WTO's funktionsmåde på afgørende områder, herunder nye regler, der tager fat på aktuelle udfordringer såsom industrisubsidier, intellektuel ejendomsret og tvungen teknologioverførsel samt en ny tilgang til udvikling.

Vi ønsker en ny vision for vores stærke transatlantiske bånd

USA er EU's vigtigste strategiske partner. Vi deler fælles værdier og har de mest integrerede økonomiske forbindelser i verden. Den igangværende ændring af det internationale system og de udfordringer, vi står over for, sætter yderligere streg under det transatlantiske partnerskabs betydning for at sikre fred, sikkerhed og stabilitet. Efter fastfrysningen af forhandlingerne om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP) er vi nødt til at sætte nyt skub i vores partnerskab for sammen at forme det 21. århundrede og udforske mulighederne for igen at indlede handelsforhandlinger, når de rette betingelser er til stede. Vi mener derfor, at den politiske aftale mellem kommissionsformand Jean-Claude Juncker og præsident Trump den 25. juli 2018, som kommer til udtryk i en fælles erklæring, og som vil blive fulgt op inden for rammerne af Den Højtstående Arbejdsgruppe, kan bane vejen for at lancere en ny proces med henblik på at samarbejde og indlede forhandlinger om nulsatser for industrivarer og overensstemmelsesvurderinger med åbenlyse gensidige fordele. Vi deler bekymringerne om overkapacitet i centrale sektorer på globalt plan for at sikre et velfungerende internationalt handelssystem, innovation og bæredygtig vækst. Det er derfor afgørende, at EU og USA fortsat arbejder sammen og styrker samarbejdet i flere fora, herunder det globale forum, for at finde fælles fodslag om handelsspørgsmål af fælles interesse og undgå at påvirke det transatlantiske forhold negativt i fremtiden. Vi mener, at den nuværende amerikanske regerings indførelse af importtold på stål og aluminium er en uhensigtsmæssig løsning på problemerne med overkapacitet. Vi støtter kraftigt Kommissionens bestræbelser på at sikre, at EU's interesser beskyttes fuldt ud, også med hensyn til alle andre protektionistiske foranstaltninger, herunder dem der sætter spørgsmålstegn ved den fælles landbrugspolitik og den igangværende undersøgelse af mulige toldafgifter i automobilsektoren. I lyset af en politisk aftale opfordrer vi begge parter til at arbejde på en løsning for at løse problemet med toldafgifter og afholde sig fra at indføre nye.

Vi støtter mere vidtgående handelsforbindelser med vores partnere i det østlige partnerskabsområde

Vi er bevidste om betydningen af at skabe et stabilt, demokratisk og fremgangsrigt europæisk naboskab og støtter vidtgående og brede frihandelsaftaler (DCFTA'er), som giver vore villige partnere i det østlige partnerskabsområde en ramme for modernisering af handelsforbindelserne og den økonomiske udvikling. Vi glæder os over en attraktiv, langsigtet "Østpartnerskab+"-model for associerede lande, der har gjort betydelige fremskridt med gennemførelsen af AA/DCFTA-relaterede reformer som et vigtigt redskab til at udvikle samhandelen med EU. Vi opfordrer til en hurtig og fuldstændig gennemførelse af associeringsaftalerne mellem EU og Georgien, Moldova og Ukraine, navnlig handelssøjlerne. I denne forbindelse ser vi frem til en hurtig løsning på udestående spørgsmål i den vidtgående og brede frihandelsaftale mellem EU og Ukraine og opfordrer indtrængende til en hurtig gennemførelse heraf.

Vi ønsker at uddybe EU's handelsforbindelser med Middelhavsområdet

Der er gode fremtidsmuligheder i samhandelen mellem Den Europæiske Union og Middelhavsområdet. Vi støtter, at der indledes DCFTA-forhandlinger med nogle lande i regionen, såvel som forsatte drøftelser om fjernelse af ikke-toldmæssige og tekniske handelshindringer, under særlig hensyntagen til vores standarder og følsomme produkter (som f.eks. landbrugsprodukter).

Vi glæder os over ratificeringen af handelsaftalen mellem EU og Canada (CETA)

Vi betragter ratificeringen af CETA og dens foreløbige ikrafttrædelse som det seneste eksempel på en win-win-handelsaftale og som en model for fremtidige aftaler. I tider med stigende protektionisme sender ratificeringen af CETA et klart signal til verden om, at vi har forpligtet os til regelbaseret åben handel, og vi er med til at forme globaliseringen ved at fastsætte vores regler og standarder. Aftalen styrker EU's transatlantiske forbindelser med vores mangeårige allierede Canada.

Vi støtter mere aktive og opdaterede handelspolitikker over for Latinamerika og Caribien

Handelsforbindelserne med partnere i Latinamerika og Caribien er endelig blevet en prioritet for Den Europæiske Union og afspejles i et netværk af regionale aftaler. Vi glæder os over ikrafttrædelsen af handelssøjlen i associeringsaftalen med Mellemamerika og den midlertidige anvendelse af handelsaftalen med Colombia og Peru, som siden januar 2017 også er blevet udvidet til at omfatte Ecuador som en tredje partner. Vi mener, at ikrafttrædelsen af ØPA'er med 14 caribiske lande er et vigtigt skridt i retning af at bevare og fremme regional integration. Vi opfordrer til en hurtig afslutning af de igangværende forhandlinger om modernisering af associeringsaftalen med Chile og glæder os over afslutningen af forhandlingerne om en omfattende ajourføring af EU's aftale med Mexico. Vi mener, at en omfattende og afbalanceret aftale med MERCOSUR-landene med særlig fokus på og told- og kvotebehandling for de mest følsomme EU-produkter (f.eks. visse landbrugsvarer) og lige konkurrencevilkår for de berørte sektorer kunne være en yderst nyttig stimulus for økonomisk vækst i begge regioner. En vellykket indgåelse af en afbalanceret aftale vil også bidrage til at fjerne de eksisterende overdrevne handelshindringer, navnlig høje toldsatser, importvanskeligheder og subsidier i regionen. Vi er overbevist om, at der generelt er store muligheder for at skabe et fuldt udviklet euro-latinamerikansk interregionalt partnerskabsområde baseret på en WTO-forenelig model for regionalisme og i en ånd af tillid og gensidige fordele.

Vi ønsker lige konkurrencevilkår med Kina

Kina er en af verdens største økonomier. Landets enorme interne udvikling åbner væsentlige muligheder for vores eksport og investorer. EU er Kinas største handelspartner, mens Kina for vores vedkommende kun overgås af USA. Mængden af varehandelen med Kina er forøget betydeligt i de senere år, og EU's eksport er vokset hastigt. EU oplever imidlertid konsekvent et betydeligt handelsunderskud. Det skyldes til dels de vedvarende uretmæssige ikke-toldmæssige foranstaltninger, tekniske handelshindringer og manglende gensidighed. For at sikre holdbarheden af vores økonomiske partnerskab må disse gradvist udryddes. Så længe der fortsat er illoyal handelspraksis, opfordrer vi til en vedvarende og stringent anvendelse af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter og den nye antidumpingmetode. EU er imidlertid fast besluttet på at åbne handelsforbindelser med Kina på fair vilkår og under fuldstændig overholdelse af dets WTO-forpligtelser.

I mellemtiden støtter og kontrollerer vi de igangværende forhandlinger om en vidtgående investeringsaftale mellem EU og Kina med henblik på at skabe mere sikre retlige rammer for langsigtet markedsadgang. I denne forbindelse er vores prioriteter fortsat fremme af gensidighed, der skaber lige vilkår, håndtering af overkapacitet og ikke-diskriminerende behandling af virksomheder og investorer. Udviklingen i disse forhandlinger og den gradvise afskaffelse af andre uberettigede toldafgifter og toldsatser, der ikke er forenelige med WTO, samt ikke-toldmæssige hindringer vil sende et stærkt signal om Kinas rolle i den globale økonomi. Vi opfordrer til større gennemsigtighed og styring af "ét bælte, én vej"-initiativet, som Kina har vedtaget, og hilser etableringen af platformen for konnektivitet mellem EU og Kina velkommen. Medlemsstaterne bør sikre, at EU taler med én stemme i sine forbindelser med Kina, og at mulige bilaterale projekter er i overensstemmelse med en fælles europæisk tilgang.

Vi støtter indledningen af forhandlinger om en bilateral investeringsaftale med Taiwan og opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt at afslutte det forberedende arbejde med henblik på formelt at indlede forhandlinger.

Vi støtter en ny strategi for Centralasien

Vi glæder os over de fremskridt, som de centralasiatiske lande har gjort med hensyn til partnerskabsaftaler med EU, da de er blevet vigtige partnere. Vi understreger vigtigheden af at være klar med et forslag til en ny strategi inden udgangen af 2019 i overensstemmelse med EU's globale strategi.

Vi glæder os over ratificeringen af den økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og Japan

Ratificeringen af den økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og Japan er en vigtig milepæl og af stor geopolitisk betydning for etableringen af den største bilaterale handelsaftale, som EU nogensinde har forhandlet på plads. Den vil skabe en økonomisk zone med 600 mio. mennesker til en værdi af over 30 % af det globale BNP. ØPA'en vil åbne enorme markedsmuligheder for begge parter, styrke samarbejdet på en række områder, bekræfte deres fælles engagement i bæredygtig udvikling og for første gang medtage et særligt tilsagn vedrørende Parisaftalen om klimaændringer. Vi støtter Kommissionens fortsatte forhandlinger om standarder for og tvistbilæggelse inden for investeringsbeskyttelse. EPP-Gruppen mener, at den omfattende og ambitiøse ØPA med Japan er den bedste mulighed for, at europæiske virksomheder og borgere kan høste det fulde udbytte af vores forbindelser med Japan.

Vi ønsker en proaktiv strategi for Stillehavsområdet (bl.a. ASEAN-landene)

EPP-Gruppen støtter en proaktiv strategi for forhandling og fuld gennemførelse af bilaterale aftaler med ASEAN-landene samt med Australien og New Zealand for at fremme bedre adgang for europæiske virksomheder og fjerne ikke-toldmæssige hindringer. EPP-Gruppen mener, at frihandels- og investeringsaftalerne med Singapore og Vietnam har det fulde potentiale til at styrke vores samhandel med disse to ASEAN-lande med positive virkninger for vækst og beskæftigelse og med hensyn til et sikkert investeringsmiljø med begge lande. Vi glæder os over, at der for nylig er indledt forhandlinger med Australien og New Zealand for hurtigt at afslutte en omfattende, afbalanceret handelsaftale. Vi støtter de igangværende forhandlinger med Indonesien, Thailand, Malaysia og Filippinerne med henblik på at oprette et interregionalt frihandelsområde inden for de næste fem år.

Vi ønsker at forme de fremtidige handelsforbindelser mellem EU og Det Forenede Kongerige

Det Forenede Kongerige vil fortsat være en vigtig partner for EU i betragtning af vores fælles værdier og historie, herunder Det Forenede Kongeriges medlemskab af EU i mere end 40 år. En omfattende ramme for de fremtidige forbindelser er derfor i alle parters interesse for at sikre, at begge markeder forbliver så integrerede som muligt. Vi mener, at Det Forenede Kongeriges medlemskab af det indre marked og toldunionen ville være den bedste løsning for både Det Forenede Kongerige og de øvrige EU-medlemsstater og den eneste, der kan garantere en fortsat gnidningsløs samhandel og fuldt ud bevare fordelene ved vore økonomiske forbindelser. EU bør fortsat fremme og udvikle sine forbindelser med Det Forenede Kongerige. Dette vil sikre, at samhandelen i fremtiden udsættes for færrest mulige forstyrrelser. Europa-Parlamentet skal inddrages fuldt ud i forhandlingerne om et fremtidigt handelsforhold mellem EU og Det Forenede Kongerige, og enhver handelsaftale kræver dets endelige godkendelse.

Vi opfordrer til stærk investeringsbeskyttelse

Vi støtter den nye EU-tilgang til investeringsbeskyttelse, som forbedrer de individuelle tilgange, som EU-medlemsstaterne følger i mere end 1 400 eksisterende bilaterale investeringsaftaler. Selv om kompetencen flyttes fra medlemsstaterne til EU i Lissabontraktaten, forbliver disse bilaterale investeringsaftaler et velfungerende instrument til at beskytte EU-investorer og deres investeringer mod illoyal praksis i udlandet, indtil de erstattes af aftaler indgået på EU-plan. Det er afgørende, at EU's tilgang kombinerer en stærk og effektiv beskyttelse af investorer og deres investeringer med henblik på at bevare det nødvendige politiske råderum på andre områder, f.eks. i forbindelse med nuværende og fremtidige lovgivningsmæssige standarder vedrørende spørgsmål om forbrugerbeskyttelse, miljø- og socialpolitik samt udøvelsen af parlamentariske beføjelser. Instrumentet til effektiv investeringsbeskyttelse, som kan være en del af EU's frihandelsaftaler eller enkeltstående investeringsaftaler, bør være i overensstemmelse med og beskytte staternes ret til at regulere; forumshopping bør være umulig. Vores langsigtede mål er at få en uafhængig international domstol. Vi glæder os derfor over Rådets mandat til at oprette en multilateral domstol til bilæggelse af investeringstvister og opfordrer Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at række ud til tredjelande med henblik på så hurtigt som muligt at oprette en sådan domstol.

Vi støtter kraftigt etableringen af en ramme for screening af udenlandske direkte investeringer i Den Europæiske Union. Alle G7-landene og de fleste af EU's partnerlande har allerede en mekanisme til screening af udenlandske investeringer for så vidt angår sikkerhed og den offentlige orden. Vi glæder os derfor over, at der er indført et lignende instrument på EU-plan for at samarbejde om, screene og potentielt begrænse udenlandske investeringer i disse strategiske sektorer.

Vi ønsker effektive handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter og åbne markeder

Yderligere handelsliberalisering kræver stadig evne til at forebygge og reagere hurtigt på illoyal handelspraksis på vores markeder og i europæiske virksomheders og borgeres interesse. Vi støtter således anvendelsen af forskellige mekanismer såsom antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesklausuler, når de relevante retlige krav er opfyldt. Derfor mener vi, at den nylige styrkelse af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, der også er gjort hurtigere og lettere tilgængelig for SMV'er, er afgørende for EU's handelsstrategi. Desuden er en mere gennemsigtig, ikke-diskriminerende og positiv gensidig adgang til udenlandske markeder for offentlige indkøb, navnlig for SMV'er, et væsentligt element i EU's handelspolitik.